Det handler ikke om popularitet, det handler om at træffe de valg man tror på er de rette.
Hvem er Rasmus?
Jeg er 36 år og genopstiller til kommunalvalget. Denne gang som Venstres borgmesterkandidat. Gennem de sidste 22 år har jeg været aktiv i Venstre og i Venstres Ungdom.
Jeg har været kommunalpolitikker siden mit første valg i 2009, og har primært arbejdet med sociale områder som f.eks. børn og handicappede.
I dag sidder jeg i Økonomiudvalget og er næstformand i både Socialudvalget og Udvalget for Børn og Skole. Derudover har jeg arbejdet massivt med lokal udvikling og integration.
Jeg mener, at politikken skal tilbage i øjenhøjde med en mere social og medmenneskelig tilgang. Udover mit politiske arbejde, har jeg siddet i forskellige bestyrelser, bl.a. gymnasie og kollegiebestyrelser, men også i diverse råd som handicapråd, integrationsråd og udsatteråd.
Derudover bruger jeg lidt tid på træning, badminton og jagt. Jeg er landmandssøn, og i sommerhalvåret bruger jeg det meste af min fritid på en traktor eller en mejetærsker sammen med familien.
Jeg er uddannet Cand. Scient. Adm. (politik og administration) og har i dag en lille konsulentvirksomhed hvor jeg hjælper foreninger og virksomheder med politisk interessevaretagelse. Tidligere har jeg bl.a. været ansat i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, hvor jeg hjalp kommuner, frivillige organisationer mv. med integrationsindsatsen. Derudover har jeg arbejdet for Fødevare-, Landsbrugs- og Fiskeriminiser Jacob Jensen.
Har du spørgsmål eller kommentarer, så tøv ikke, kontakt mig på 72 36 86 30 eller på [email protected]
Havde i går fornøjelsen, igen, at holde båltalen i St. Merløse, hvis du vil læse med, så er den her 💙😉🔥
Båltale – Sankt Hans i St. Merløse 2026
Kære alle sammen.
Rigtig glædelig Sankt Hans.
Tak fordi jeg igen har fået lov til at holde båltalen her i St. Merløse.
Der er noget særligt ved en aften som denne.
Vi samles omkring bålet, vi synger og vi møder mennesker, som vi måske ikke har set siden sidste Sankt Hans.
Det er en af de aftener, hvor vi mærker, at vi hører til. Og måske er det netop dét, der gør Sankt Hans så vigtig. For vi lever i en tid, hvor meget trækker os fra hinanden.
Man behøver ikke åbne avisen, tænde fjernsynet eller kigge på sociale medier ret længe, før man opdager, hvor hurtigt vi kan blive uenige.
Nogle gange virker det næsten som om, vi er blevet bedre til at placere hinanden i kasser end til at lytte til hinanden.
By mod land.
Ung mod gammel.
Rød mod blå.
Dem, der bor i lejlighed i byen, mod dem, der bor på landet.
Dem, der mener det ene, mod dem, der mener det andet.
Men når jeg ser ud over forsamlingen her i aften, så ser jeg noget helt andet.
Jeg ser mennesker.
Naboer.
Familier.
Venner.
Foreningsfolk.
Frivillige.
Jeg ser et lokalsamfund.
Og heldigvis er virkeligheden ofte langt mindre konfliktfyldt end den verden, vi møder på vores skærme.
For de fleste af os ønsker faktisk de samme ting.
Vi ønsker tryghed.
Vi ønsker gode muligheder for vores børn.
Vi ønsker et godt liv for vores ældre.
Vi ønsker et stærkt lokalsamfund.
Og vi ønsker at kunne se en fremtid dér, hvor vi bor.
Det er måske netop derfor, at steder som St. Merløse er så vigtige. For her lærer vi, at fællesskab ikke handler om at være enige.
Fællesskab handler om at høre sammen.
Det handler om at kunne være uenige uden at blive uvenner. Det handler om at kunne mødes på tværs af forskelle. Og det handler om at tage ansvar for noget, der er større end én selv.
Når jeg tænker på lokalsamfund, tænker jeg på de mange mennesker, der får tingene til at ske.
Dem, der arrangerer.
Dem, der hjælper.
Dem, der stiller stole op.
Dem, der bager kagen.
Dem, der træner børnene.
Dem, der tager en tørn, når der er brug for det.
Ikke fordi de skal.
Men fordi de vil. De er limen i vores lokalsamfund. Og de fortjener en stor tak.
For uden frivillighed og engagement ville vi miste noget af det fineste, vi har. Nemlig følelsen af at høre til.
Når vi om lidt tænder bålet, tænker mange på den gamle tradition med at sende heksen til Bloksbjerg. Men måske kan bålet også bruges til noget andet. Måske kan vi lade flammerne brænde den mistillid væk, som nogle gange sniger sig ind mellem mennesker.
Måske kan vi lade dem brænde fordomme og skyttegrave væk. Og i stedet tænde noget andet.
Respekt.
Nysgerrighed.
Fællesskab.
Håb.
For hvis der er noget, vores tid har brug for, så er det ikke flere skyttegrave. Det er flere bål.
Flere steder, hvor mennesker mødes.
Flere fællesskaber.
Flere samtaler.
Og flere aftener som denne.
Lad os derfor glæde os over sommeren.
Over lyset.
Over fællesskabet.
Og over alt det, der binder os sammen.
For vi har langt mere til fælles, end det, der skiller os ad.
Det er altså meget hårdt at være med min far til seminar med kommunalbestyrelsen.. Men når de sagde budgetreduktion sagde jeg altså VOV og så kom jeg tilbage i buret 😉
Jeg forstår egentlig det røde flertal. For hvis fakta kommer på bordet, så er det ikke pludselig kun landmændene der skal tage ansvar - nej kommunen ville skulle løse en kæmpe udfordring. Det er lettere at skyde på andre, end selv at tage ansvar 😢
15 uger og 4 dage. Nu kan jeg både komme når far kalder, når han fløjter, side pænt og blive siddende og jeg kan også apportere og aflevere. Nu siger far bare at jeg skal lære at komme på plads og ikke bide - jeg ved godt jeg ikke må bide i tingene, men tænderne klør altså. glæder mig til hundetræning i aften 💙🐶
🌳 En dag med rødder i både lokalsamfundet og fremtiden 🌳
I dag havde jeg fornøjelsen af at holde indvielsestalen af Kirkeskoven i Sdr. Jernløse. En stor ros skal lyde til menighedsrådet og alle de frivillige kræfter bag projektet.
Kirkeskoven er et flot eksempel på, hvordan vi kan styrke både biodiversiteten, skabe nye fællesskaber og give kommende generationer et grønnere lokalsamfund. Som født og opvokset i sognet glæder det mig ekstra meget at se et projekt som dette blive til virkelighed.
Som landmandssøn synes jeg også, det er positivt, at lokale initiativer som dette bidrager til den grønne trepart og viser, at natur, lokalsamfund og erhverv godt kan gå hånd i hånd.
Indvielsen blev samtidig en fin afslutning på et par spændende dage på Folkemødet sammen med familie og gode venner. Som altid bød det på masser af interessante debatter og samtaler med både gamle og nye bekendtskaber – om alt fra griseproduktion og landbrug til ledelse af demensområdet og meget mere.
Det er netop noget af det, jeg holder af ved både lokalsamfundet og demokratiet: Når mennesker mødes, taler sammen og finder fælles løsninger på tværs af holdninger og baggrunde.
I dag havde jeg fornøjelsen af at holde grundlovstale på Tuse Næs, hvor Venstre i Holbæk Kommune havde inviteret til grundlovsmøde hos Flemming Jørgensen i Mosemark Skov – en helt særlig “frøskov”, hvor der høstes frø til fremtidens skove. Sammen med tidligere minister og folketingsmedlem Christian Friis Bach, folketingskandidat og tidligere borgmester Tina Mandrup samt regionsrådsmedlem Camilla Hove Lund blev dagen markeret med gode taler, fællesskab og politiske drøftelser.
I min tale valgte jeg at fokusere på noget, som bekymrer mig mere og mere: polariseringen.
Jeg har aldrig oplevet afstanden mellem mennesker større end nu. Det gælder i den nationale debat, men også her lokalt i Holbæk Kommune. For ofte bliver diskussioner til et spørgsmål om “dem og os”. Land mod by. Landmænd mod miljøfolk. Offentligt ansatte mod private. Højre mod venstre.
Men virkeligheden er sjældent så enkel.
De fleste mennesker står op om morgenen og forsøger at gøre deres bedste. Landmanden ønsker rent drikkevand. Miljøforkæmperen ønsker et stærkt lokalsamfund. Virksomhedsejeren ønsker gode velfærdsydelser. Og den offentligt ansatte ønsker at gøre en forskel for andre mennesker.
Vi er ikke modstandere. Vi er medborgere.
Derfor har vi brug for at genopbygge broen mellem mennesker. Vi har brug for mere nysgerrighed og mindre mistænkeliggørelse. Mere dialog og mindre skyttegravskrig. Mere forståelse og mindre fordømmelse.
Grundloven bygger på en grundlæggende tillid til borgerne. På troen på frihed, ansvar og demokrati. Men demokratiet lever ikke af sig selv. Det lever af vores evne til at lytte til hinanden – også når vi er uenige.
På en dag som i dag bliver vi mindet om, at frihed ikke er en selvfølge. Demokrati ikke er en selvfølge. Og sammenhængskraften i vores samfund heller ikke er en selvfølge.
Derfor er mit håb, at vi i de kommende år kan få mindre polarisering og mere fællesskab. At vi igen kan blive bedre til at se mennesket bag holdningen.
For Danmark bliver ikke stærkere af, at vi råber højere ad hinanden.
Og det er ikke fordi vi skal være enige om alt, uenigheder og meningsudvekslinger er sundt - men forståelse for hinanden ville skabe et markant stærkere og bedre Danmark 🇩🇰
