Det handler ikke om popularitet, det handler om at træffe de valg man tror på er de rette.
Hvem er Rasmus?
Jeg er 36 år og genopstiller til kommunalvalget. Denne gang som Venstres borgmesterkandidat. Gennem de sidste 22 år har jeg været aktiv i Venstre og i Venstres Ungdom.
Jeg har været kommunalpolitikker siden mit første valg i 2009, og har primært arbejdet med sociale områder som f.eks. børn og handicappede.
I dag sidder jeg i Økonomiudvalget og er næstformand i både Socialudvalget og Udvalget for Børn og Skole. Derudover har jeg arbejdet massivt med lokal udvikling og integration.
Jeg mener, at politikken skal tilbage i øjenhøjde med en mere social og medmenneskelig tilgang. Udover mit politiske arbejde, har jeg siddet i forskellige bestyrelser, bl.a. gymnasie og kollegiebestyrelser, men også i diverse råd som handicapråd, integrationsråd og udsatteråd.
Derudover bruger jeg lidt tid på træning, badminton og jagt. Jeg er landmandssøn, og i sommerhalvåret bruger jeg det meste af min fritid på en traktor eller en mejetærsker sammen med familien.
Jeg er uddannet Cand. Scient. Adm. (politik og administration) og har i dag en lille konsulentvirksomhed hvor jeg hjælper foreninger og virksomheder med politisk interessevaretagelse. Tidligere har jeg bl.a. været ansat i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, hvor jeg hjalp kommuner, frivillige organisationer mv. med integrationsindsatsen. Derudover har jeg arbejdet for Fødevare-, Landsbrugs- og Fiskeriminiser Jacob Jensen.
Har du spørgsmål eller kommentarer, så tøv ikke, kontakt mig på 72 36 86 30 eller på [email protected]
Nu er nok nok. Det er alarmerende det, vi ser på børneområdet i Holbæk Kommune.
Beklager længden, men det her er vigtigt.
Jeg kan ikke længere stiltiende se på, for konsekvenserne er ganske enkelt for store.
I Ankestyrelsen bliver 80,6 % af Holbæk Kommunes børnesager enten hjemvist på grund af fejl og mangler eller omgjort. Det er et alvorligt signal om, at noget ikke fungerer, som det skal.
Samtidig kan familier vente op mod et år på en afgørelse. I den tid vokser problemerne ofte. Skolevægring bliver værre, mistrivslen breder sig, søskende bliver påvirket, og nogle forældre udvikler angst, depression eller PTSD. I værste fald risikerer en hel familie at gå i opløsning. Det er hjerteskærende. ❤️🩹
Jeg møder også familier, som oplever, at deres sager trækkes unødigt i langdrag og sendes til Ankestyrelsen, selv om afgørelserne bygger på et spinkelt grundlag eller mangler væsentlige oplysninger. Jeg tror ikke, det sker bevidst for at spare penge, men når familier oplever det sådan, er det et problem, vi er nødt til at tage alvorligt.
Jeg ved godt, at det specialiserede socialområde er et af de mest komplekse områder, en kommune har ansvaret for. Området er ikke prestigefyldt. Der er ingen nemme sejre, ingen store overskrifter og ikke mange stemmer at hente. Men det gør ikke området mindre vigtigt – tværtimod. Det er her, vi bliver målt på, om vi tager ansvar for de mennesker, der har allermest brug for vores hjælp. Derfor må vi stille endnu højere krav til kvaliteten.
Alt for ofte bliver økonomien styrende. Vi taler om den rigtige indsats på det rigtige tidspunkt, men i praksis ser vi alt for ofte, at hjælpen bliver for lille i starten. Resultatet er, at problemerne vokser, og der senere bliver behov for langt mere omfattende og dyrere indsatser. Det er hverken godt for familierne eller for kommunens økonomi.
Derfor er nok nok🫸
Jeg mener, at vi er nødt til at vende tankegangen på hovedet.
Når Ankestyrelsen hjemviser en sag, fordi den ikke er tilstrækkeligt oplyst, bør udgangspunktet være, at familien får den ansøgte hjælp - ikke endnu en lang sagsbehandling. Tvivlen skal komme barnet og familien til gode og ikke systemet.
80,6 % er ikke bare et tal. Det er børn og familier af kød og blod, som har brug for, at kommunen træffer rigtige afgørelser første gang.
Det har været en dejlig dag 🤩 Vi har både leget, været i Maxi Zoo, hvor far købte de rigtig gode godbidder. Så har vi gået tur og været i sommerhuset. Og så tog far mig også en tur med i marken - her så far et rådyr 🦌, men kornet er for højt for mig 🐶 mange hilsner Balou 🐶
Så rigtigt🙏🙏🙏 Selvom det er mange år siden vi sidst havde grise 🐷 så gør det ondt og det er hårdt at høre på. For det rammer ikke bare en landmand, det rammer en hel familie - for et landbrug er ikke en almindelig virksomhed eller et almindeligt arbejde. Det er noget helt andet - et fælleskab, en livsstil hvor familien står sammen - men lige nu er tonen simpelthen får hård!
Havde i går fornøjelsen, igen, at holde båltalen i St. Merløse, hvis du vil læse med, så er den her 💙😉🔥
Båltale – Sankt Hans i St. Merløse 2026
Kære alle sammen.
Rigtig glædelig Sankt Hans.
Tak fordi jeg igen har fået lov til at holde båltalen her i St. Merløse.
Der er noget særligt ved en aften som denne.
Vi samles omkring bålet, vi synger og vi møder mennesker, som vi måske ikke har set siden sidste Sankt Hans.
Det er en af de aftener, hvor vi mærker, at vi hører til. Og måske er det netop dét, der gør Sankt Hans så vigtig. For vi lever i en tid, hvor meget trækker os fra hinanden.
Man behøver ikke åbne avisen, tænde fjernsynet eller kigge på sociale medier ret længe, før man opdager, hvor hurtigt vi kan blive uenige.
Nogle gange virker det næsten som om, vi er blevet bedre til at placere hinanden i kasser end til at lytte til hinanden.
By mod land.
Ung mod gammel.
Rød mod blå.
Dem, der bor i lejlighed i byen, mod dem, der bor på landet.
Dem, der mener det ene, mod dem, der mener det andet.
Men når jeg ser ud over forsamlingen her i aften, så ser jeg noget helt andet.
Jeg ser mennesker.
Naboer.
Familier.
Venner.
Foreningsfolk.
Frivillige.
Jeg ser et lokalsamfund.
Og heldigvis er virkeligheden ofte langt mindre konfliktfyldt end den verden, vi møder på vores skærme.
For de fleste af os ønsker faktisk de samme ting.
Vi ønsker tryghed.
Vi ønsker gode muligheder for vores børn.
Vi ønsker et godt liv for vores ældre.
Vi ønsker et stærkt lokalsamfund.
Og vi ønsker at kunne se en fremtid dér, hvor vi bor.
Det er måske netop derfor, at steder som St. Merløse er så vigtige. For her lærer vi, at fællesskab ikke handler om at være enige.
Fællesskab handler om at høre sammen.
Det handler om at kunne være uenige uden at blive uvenner. Det handler om at kunne mødes på tværs af forskelle. Og det handler om at tage ansvar for noget, der er større end én selv.
Når jeg tænker på lokalsamfund, tænker jeg på de mange mennesker, der får tingene til at ske.
Dem, der arrangerer.
Dem, der hjælper.
Dem, der stiller stole op.
Dem, der bager kagen.
Dem, der træner børnene.
Dem, der tager en tørn, når der er brug for det.
Ikke fordi de skal.
Men fordi de vil. De er limen i vores lokalsamfund. Og de fortjener en stor tak.
For uden frivillighed og engagement ville vi miste noget af det fineste, vi har. Nemlig følelsen af at høre til.
Når vi om lidt tænder bålet, tænker mange på den gamle tradition med at sende heksen til Bloksbjerg. Men måske kan bålet også bruges til noget andet. Måske kan vi lade flammerne brænde den mistillid væk, som nogle gange sniger sig ind mellem mennesker.
Måske kan vi lade dem brænde fordomme og skyttegrave væk. Og i stedet tænde noget andet.
Respekt.
Nysgerrighed.
Fællesskab.
Håb.
For hvis der er noget, vores tid har brug for, så er det ikke flere skyttegrave. Det er flere bål.
Flere steder, hvor mennesker mødes.
Flere fællesskaber.
Flere samtaler.
Og flere aftener som denne.
Lad os derfor glæde os over sommeren.
Over lyset.
Over fællesskabet.
Og over alt det, der binder os sammen.
For vi har langt mere til fælles, end det, der skiller os ad.
Det er altså meget hårdt at være med min far til seminar med kommunalbestyrelsen.. Men når de sagde budgetreduktion sagde jeg altså VOV og så kom jeg tilbage i buret 😉
Jeg forstår egentlig det røde flertal. For hvis fakta kommer på bordet, så er det ikke pludselig kun landmændene der skal tage ansvar - nej kommunen ville skulle løse en kæmpe udfordring. Det er lettere at skyde på andre, end selv at tage ansvar 😢
15 uger og 4 dage. Nu kan jeg både komme når far kalder, når han fløjter, side pænt og blive siddende og jeg kan også apportere og aflevere. Nu siger far bare at jeg skal lære at komme på plads og ikke bide - jeg ved godt jeg ikke må bide i tingene, men tænderne klør altså. glæder mig til hundetræning i aften 💙🐶
