Hvem er Rasmus?

Jeg er 36 år og genopstiller til kommunalvalget. Denne gang som Venstres borgmesterkandidat. Gennem de sidste 22 år har jeg været aktiv i Venstre og i Venstres Ungdom.

Jeg har været kommunalpolitikker siden mit første valg i 2009, og har primært arbejdet med sociale områder som f.eks. børn og handicappede.

I dag sidder jeg i Økonomiudvalget og er næstformand i både Socialudvalget og Udvalget for Børn og Skole. Derudover har jeg arbejdet massivt med lokal udvikling og integration.

Jeg mener, at politikken skal tilbage i øjenhøjde med en mere social og medmenneskelig tilgang. Udover mit politiske arbejde, har jeg siddet i forskellige bestyrelser, bl.a. gymnasie og kollegiebestyrelser, men også i diverse råd som handicapråd, integrationsråd og udsatteråd.

Derudover bruger jeg lidt tid på træning, badminton og jagt. Jeg er landmandssøn, og i sommerhalvåret bruger jeg det meste af min fritid på en traktor eller en mejetærsker sammen med familien.

Jeg er uddannet Cand. Scient. Adm. (politik og administration) og har i dag en lille konsulentvirksomhed hvor jeg hjælper foreninger og virksomheder med politisk interessevaretagelse. Tidligere har jeg bl.a. været ansat i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, hvor jeg hjalp kommuner, frivillige organisationer mv. med integrationsindsatsen. Derudover har jeg arbejdet for Fødevare-, Landsbrugs- og Fiskeriminiser Jacob Jensen.

Har du spørgsmål eller kommentarer, så tøv ikke, kontakt mig på 72 36 86 30 eller på [email protected]

Nu er nok nok. Det er alarmerende det, vi ser på børneområdet i Holbæk Kommune.

Beklager længden, men det her er vigtigt.

Jeg kan ikke længere stiltiende se på, for konsekvenserne er ganske enkelt for store.

I Ankestyrelsen bliver 80,6 % af Holbæk Kommunes børnesager enten hjemvist på grund af fejl og mangler eller omgjort. Det er et alvorligt signal om, at noget ikke fungerer, som det skal.

Samtidig kan familier vente op mod et år på en afgørelse. I den tid vokser problemerne ofte. Skolevægring bliver værre, mistrivslen breder sig, søskende bliver påvirket, og nogle forældre udvikler angst, depression eller PTSD. I værste fald risikerer en hel familie at gå i opløsning. Det er hjerteskærende. ❤️‍🩹

Jeg møder også familier, som oplever, at deres sager trækkes unødigt i langdrag og sendes til Ankestyrelsen, selv om afgørelserne bygger på et spinkelt grundlag eller mangler væsentlige oplysninger. Jeg tror ikke, det sker bevidst for at spare penge, men når familier oplever det sådan, er det et problem, vi er nødt til at tage alvorligt.

Jeg ved godt, at det specialiserede socialområde er et af de mest komplekse områder, en kommune har ansvaret for. Området er ikke prestigefyldt. Der er ingen nemme sejre, ingen store overskrifter og ikke mange stemmer at hente. Men det gør ikke området mindre vigtigt – tværtimod. Det er her, vi bliver målt på, om vi tager ansvar for de mennesker, der har allermest brug for vores hjælp. Derfor må vi stille endnu højere krav til kvaliteten.

Alt for ofte bliver økonomien styrende. Vi taler om den rigtige indsats på det rigtige tidspunkt, men i praksis ser vi alt for ofte, at hjælpen bliver for lille i starten. Resultatet er, at problemerne vokser, og der senere bliver behov for langt mere omfattende og dyrere indsatser. Det er hverken godt for familierne eller for kommunens økonomi.

Derfor er nok nok🫸

Jeg mener, at vi er nødt til at vende tankegangen på hovedet.

Når Ankestyrelsen hjemviser en sag, fordi den ikke er tilstrækkeligt oplyst, bør udgangspunktet være, at familien får den ansøgte hjælp - ikke endnu en lang sagsbehandling. Tvivlen skal komme barnet og familien til gode og ikke systemet.

80,6 % er ikke bare et tal. Det er børn og familier af kød og blod, som har brug for, at kommunen træffer rigtige afgørelser første gang.

Det skylder vi dem 💙